lørdag den 21. maj 2016

Dag 19 - Pismo Beach

Så kom dagen endelig hvor vi skulle på vores planlagte hvaltur. Men vi vågnede desværre til beskeden om at den var aflyst da det ikke var sikkert pga. for høje bølger - øv!! 

Nå men efter kort tænkepause besluttede vi at undersøge muligheden for at afkorte opholdet i Moss Landing og køre videre sydpå for på den måde at dele morgendagens rute op og undgå en køretur på 7 timer. Vi fik hjælp af ejeren af campingpladsen til at reservere en overnatning længere sydpå og vi fik oven i det også vores penge tilbage for den overnatning, vi aflyste - så god service. 

Vi fik hurtigt pakket vognen sammen og kørte afsted mod første stop i byen Monterey. Det er en hyggelig mindre by som har en central plads i den californiske historie. Det var herfra amerikanerne ledte krigen mod Mexico, da de erobrede Californien. Vi gik først langs havnen ind på den helt gamle fiskerihavn hvor der nu er restauranter og souvenirbutikker. Her spiste vi frokost med udsigt til vandet og igen vilde søløver. Herefter gik vi gennem de historiske gader dog med et enkelt stop hos en lokal chokolademager der bl.a. Kunne byde på chokoladeovertrukket bacon - hmmmmmm?!



Efter nogle timer i Monterey gik turen videre langs highway 1 - vejen der løber langs stillehavskysten. Det er en så smuk rute der byder på de flotteste udkigssteder over kysten og klipper. Den første tid kørte vi gennem en nationalskov hvor der var stejle hårnålesving og høje træer.  


Men herefter blev det mere fladt dog stadig med klippesten. Vi nåede på et tidspunkt et område hvor der lever vilde elefant sæler. Dem stod vi længe og kiggede på. De var ret skægge.

 


Vi er nu landet på en campingplads nær Pismo Beach hvor vi har spist og nu slapper af. Vi elsker campinglivet og roadtrip.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tusinde Tak for din kommentar til indlægget vi glæder os til at læse det og evt. besvare det.